Claus Fynbo Legatet har et skær af vemod over sig: Det blev stiftet i 2007 på opfordring af Wibroe, Duckert og Partners, efter at art director Claus Fynbo døde af sin kræftsygdom bare 41 år gammel.
Vemodet er lidt større denne gang, al den stund at det i år er sidste gang, legatet på 30.000 kr. uddeles.
Legatet har igennem årene været et velfortjent skulderklap til branchens største talenter for godt arbejde samt for deres evne til at kombinere flid og forretningsforståelse med den fandenivoldskhed, som Claus Fynbo selv var en fornem eksponent for gennem hele sin karriere.
Det sidste Claus Fynbo-legat gives til Anders Kure, der er Art Director på Mindshare – her kom han til i 2013 efter tre år hos Robert/Boisen & Like-minded.
Likeable, ydmyg og begavet er nogle af ordene, som kolleger hæfter på Anders Kure. Dette er i sig selv fine egenskaber at besidde – men det er også for sit arbejde med kunder såsom Spies, Anthon Berg, DGI og Faxe Kondi, at Anders Kure modtager legatet.
Med sin ildhu og energiske tilgang til opgaverne foran ham, har Anders Kure udvist præcis den positive energi og gå-på-mod, der i så høj grad kendetegnede Claus Fynbo.
”Med Anders Kure slutter vi af med manér,” hedder det i en pressemeddeellse fra Kreativitet & Kommunikation, der har uddelt legatet, finansieret af Wibroe, Duckert & Partners.