Ministeriet for kreative reklamekvinder åbner samtalen for mænd

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Den nye ledelse af det kreative netværk afholder sit tredje event, men det er det første i netværkets historie, der åbner for både kreative reklamekvinder og -mænd.

Tidligere på året overtog en kvartet efter den stiftende duo af netværket Ministeriet for Kreative Reklamekvinder.

Clare McNally og Clara Prior-Knock gav tøjlerne videre til Alberte Børling Anderson, Eva Stehr Ebbensgaard og Klara Vilshammer (alle fra Robert/Boisen) samt Rikke Mønster (Uncle Grey). 

Ministeriet har ca. 270 medlemmer, og mantraet er det samme som ved stiftelsen for mere end fire år siden:

”Flere kvinder i de kreative afdelinger, flere kvinder på lederposterne, og flere kvinder på scenerne. Målet er ligestilling, og Ministeriet er i dén grad nødvendigt,” siger Eva Stehr Ebbensgaard.

Hun uddyber:

”Vi har allerede afholdt to arrangementer – om kvindeligt lederskab og om måden at kickstarte sin karriere. Forskellige stadier i ens karriere, men med samme hands on-tilgang og med stor opbakning og spørgelyst.”

Nu følger det tredje arrangement i Ministeriet 2.0. Det hedder ”Myter om køn & karriere” og repræsenterer en nyskabelse i netværkets historie:

”Det er Ministeriets første åbne event. For myter om køn og karriere lægger op til en samtale og et sæt løsninger, som alle bør være en del af. Vi lægger op til at se vores biases i øjnene og punktere myter, f.eks. om at kvinder er dårlige til at forhandle løn, eller at mænd er mere naturlige ledere. Ligesom med de sidste to events går vi konkret til værks, og folk vil gå hjem fra eventet med løsninger, de kan bruge i deres hverdag med det samme,” siger Alberte Børling Anderson.

Åben – men udsolgt – samtale

Emnet må siges at være relevant. Arrangementet er i al fald udsolgt, og der er oprettet en venteliste. Eva Stehr Ebbensgaard siger om den nye deltager-sammensætning:

”Vi åbner samtalen, fordi vi gerne vil skabe en forandring sammen med vores kolleger. Og det er vigtigt ikke at guilt-trippe nogen. Det her er en debat om strukturer snarere end om kvinder-mænd.” 

Talerne på ‘Myter om køn & karriere’ er Rikke Kristine Østergaard, tidl. Advice, og Naja Lind Rasmussen, antropolog og chefkonsulent i DI. De står sammen bag podcastene Karrierekvinder og Den Utålmodige Feminist – sidstnævnte er også titlen på deres bog.

Ministeriet for Kreative Reklamekvinder har ikke egne lokaler, så Accenture Song har trådt til som vært og sponsor med ministeriets myte-arrangement.

Med flere års deltagelse i netværket og efter mere end et halvt år i spidsen for Ministeriet tillader Alberte Børling Anderson og Eva Stehr Ebbensgaard sig at se lidt tilbage:

”Vi kan mærke ændringer – særligt i forståelsen for, at der skal ske noget. Fra studerende, der ikke vil mødes af udelukkende mandlige undervisere, til bureauchefer, der kan se fornuften i at ændre på et udtalt maskulint miljø,” siger Alberte Børling Anderson. 

Læs mere om ‘Myter om køn & karriere’ her.