Slagsmålet mellem Danske Banks MobilePay og 81 bankers Swipp har trukket betydelig opmærksomhed på den hjemlige scene. Og nu har de fire store teleselskaber kastet håndklædet i ringen og har solgt Paii til Swipp.
Konsolideringen er i gang – og næppe uden grund. For det er et slagsmål af de store, der er ved at udspille sig – ikke bare i Danmark. I internationalt perspektiv sker der store ting. Her står banker og kreditkort-selskaber over for helt nye aktører.
I USA er det Apples lancering af ApplePay i forbindelse med lanceringen af den nye iPhone 6 for nogle måneder siden, der har trukket stor opmærksomhed. Men Google er også aktiv med sin Google Wallet.
Adm. dir. Jannik Liedner, Lifted talte dengang meget rosende om ApplePay og fremhævede bl.a., at Apple havde sørget for at lave aftaler med en række retailere.
Apple får modstand
Siden har der dog vist sig at være betydelig modstand – vel og mærke fra nogle ret tunge modstandere. Verdens største retailer, WallMart, samt en række andre store kæder har meddelt, at ApplePay ikke bliver tilgængelig i deres butikker. Disse store retailere vil tværtimod satse på et andet system, CurrentC, fra The Merchant Customer Exchange.
I modsætning til ApplePay, så bygger CurrentC ikke på et kreditkort. Til gengæld gøres ens data mere tilgængelige end i ApplePay. CurrentC er dog endnu ikke for alvor rullet ud på markedet.
Under alle omstændigheder tegner der sig nu et billede af, at amerikanske banker og kreditkort-selskaber skal dyste med giganter som Apple og WallMart om fremtidens mobilbetalinger.
Det er en brancheglidning af store dimensioner – men egentlig ganske naturlig.
“Teknologien gør det jo muligt, og rent faktisk kan der formodentlig opstilles en forretningsmodel med en potentiel indtjening. Der er dog noget mindst lige så vigtigt,” siger adm. dir. John Norden, MyBanker og fortsætter:
“Med mobilbetaling får man adgang til betydelige data om forbrugeradfærd. Selskaberne får adgang til kunden på en anden måde, end de har været vant til, og de har yderligere muligheder – f.eks. for at tilbyde en gratis mobilbetaling mod permission til at sende tilbud.”
MobilePay er favorit
John Norden vil dog ikke gætte på, hvordan markedet ser ud, når røgen engang lægger sig. Dog har han i Danmark en klar favorit: Danske Banks MobilePay.
“I Danmark har vi Nets. Godt nok har bankerne netop solgt Nets og formentlig derved åbnet mere op for, hvem, der kan anvende det, men det er under alle omstændigheder en unik og billig infratruktur, og der er samarbejdsaftaler, der må give bankerne et vis hold på systemet,” siger John Norden og fortsætter:
“Danske Bank har med MobilePay ramt plet i markedet. Jeg tror ikke, det har været en langsigtet strategi – snarere et lucky punch – men den bliver meget svær at komme uden om. MobilePay er kommet langt bedre igang og det forspring de har nu kan blive afgørende. Men under alle omstændigheder placerer det bankerne stærkt på det danske marked. Udenlandske aktører får svært ved at komme ind – med mindre de kan komme med noget nyt, der er exceptionelt meget bedre end MobilePay.”
Da ApplePay blev lanceret i september konstaterede Jannik Liedner:
“De har tre ting. 1. Telefonen kommer med ApplePay app’en, hvor man lige som MobilePay lægger sit kreditkort ind i telefonen. 2. De har NFC-teknologien, der muliggør, at man bare skal holde telefonen hen over en terminal for at få registreret en betaling. 3. Og så har de fingeraftrykket.”
Convenience vinder
Selvom ApplePay møder mere modstand nu, så har Jannik Liedner dog fortsat fidus til Apple. I USA beskrives CurrentC da også som noget mere kompliceret at bruge.
“Apple har altid været gode til at skrue tingene sammen så de er lette og intuitive at anvende. Jeg tror fortsat på, at netop convenience vil være en konkurrencefordel på markedet for mobil-betalinger, og jeg tror på, at Apples evne til at drive et marked med brugervenlighed vil gavne alle aktører,” siger Jannik Liedner.
John Norden bakker op om synspunktet om convenience.
“Convenience er en vigtig faktor for forbrugerne – og det er netop det, som MobilePay vinder ved,” siger John Norden.