For snart 25 år siden, da Scala åbnede, berettede TV-Avisen om, at det ville blive Københavns nye kult-sted – og underminerede i samme moment sin egen profeti, da kult og omtale i TV-Avisen ikke hører sammen.
På tilsvarende vis er tøjmærket Wood Wood rundet af en subkultur, der harmonerer pænt ringe af at blive kædet sammen med mainstream – og det var netop, hvad der skete i 2014-premieren på DRs X Factor i fredags.
Her havde en af de tre dommere, Lina Refn, en Wood Wood-kasket på, og det reagerede en af brandets tre stiftere, Karl Oskar Olsen, spontant på via Twitter: ”Tag den kasket af tak !!! #xfactor”.
Og reaktionen blev uddybet således: ”Jeg har en mening over hvem,hvad,hvor mit brand associeres bedst med. Thats it. God weekend”
Kritikken har Lina Refn fuld forståelse for. Til Ekstra Bladet sendte hun denne sms:
”Jeg har fuld forståelse for, at Wood Wood ikke vil associeres med et brand så kommercielt som ’X Factor’. Wood Wood er for en lukket kreds af feinschmeckere, og jeg tænkte mig helt ærligt ikke om, da jeg valgte at tage kasketten på til optagelserne.”
Over for Ekstra Bladet har Wood Woods kommunikationsdirektør, Morten Meldgaard, ingen yderligere kommentarer end dem, der allerede er givet på Twitter.
Wood Wood arbejder sammen med det unge og hastigt voksende bureau, Another, der blev stiftet i sommer af Partners-udbryderne Morten Hershøj og Thorkild Bjerre.