Opdateret: At give alle i en virksomhed mulighed for at anvende sit eget logo på visitkort etc. lyder ikke umiddelbart som god design-latin.
Ikke desto mindre er det det amerikanske MIT Media Lab har gjort med sit nye logo.
Grundideen er, at man ved hjælp af tre såkaldte spotlights kan skabe 40.000 forskellige former og sammenholdt med 12 forskellige farvekombinationer giver det varianter nok til individuelle logoer til hver person og studerende, som i de næste 25 år kommer til at have med MIT Media Lab at gøre.
Udviklingen af designet er sket af MIT Media Lab selv i samarbejde med Brooklyn-designerne E. Roon Kang og Richard The.
MIT Media Lab har i mange år været et meget anerkendt forskningssted inden for udvikling af nye teknologier.
Se en video om designet her og læs mere her
MIT Media Lab er dog ikke de første, der har leget med konceptet at individualisere logoet. Allerede i 2008 lancerede Creuna en identitet, hvor alle medarbejdere fik mulighed for at skabe sit eget individuelle store C.
“Vi gik hele vejen og investerede kassen i at bygge vores eget onlinebaserede designprogram, hvor alle medarbejderne designer deres logo og får det på visitkort, Word-dokumenter, PowerPoint dokumenter osv. Ja, selv i vores annoncer, på vandflasker, websitet osv. Så det er i vores verden ikke den helt store nyhed. Men fedt at være foran så anderkendte institutioner som MIT,” siger Anders Uttrup, der er Group Marketing Director i Creuna.