Copen*hagen kunne godt være et modebrand. Og det er da også et brand, der får sin officielle verdenspremiere her sidst på eftermiddagen, når de nominerede til årets Dansk Fashion Awards afsløres ved en reception på Galleri Bo Bjerregaard.
Men det er Carlsberg, der står bag, og produktet er noget, man skal hælde i sig frem for at tage på.
Til gengæld er yngre kvinder blandt målgruppen, og derfor er Dansk Fashion Awards et velegnet sted til den officielle premiere.
Copen*hagen er det andet nye produkt, Carlsberg sender på markedet i denne uge – bryggeriet har nemlig også netop lanceret den alkoholfrie Beo – men det giver ikke marketingdirektør, Kirsten Ægidius, Carlsberg Danmark sved på panden.
“Hovedårsagen til, at lancere dem begge i denne uge er hensynet til vores samarbejdspartnere i handlen. De har nogle vinduer, hvor de tager imod nye produkter, og så nytter det ikke, at vi kommer med et i denne uge og et nyt om tre uger,” siger Kirsten Ægidius og fortsætter:
“Når det er sagt, så er der tale om produkter, hvor der er mange flere forskelle end lighedspunkter. Det ene er med alkohol, det andet uden. Det ene har yngre målgrupper, mens det andet retter sig til et mere modent publikum. Og det er vidt forskellige situationer, produkterne retter sig imod.”
Desuden fremhæver hun, at der er forskellige ansvarlige i marketingorganisationen og forskellige bureauer på opgaven.
“Ellers ville det selvfølgelig kunne give flaskehalse. Men herefter er det – undskyld hvis det lyder arrogant – et spørgsmål om planlægning,” siger Kirsten Ægidius.
Beo er lanceret med hjælp fra Robert/Boisen & Likeminded, mens Copen*hagen er første lancering af de projekter, hvor Carlsberg har hyret McCann Copenhagen ind.
Group Marketing under ledelse af Khalil Younes har stået bag udviklingen, og lanceringerne, og der er internationale ambitioner bag begge produkter.
Khalil Younes har som Carlsbergs øverste marketingansvarlige også fået innovation under sig, og lanceringerne er således også nogen af de første resultater af den organisation, som Jørgen Buhl Rasmussen har skabt som CEO.
Han er selv marketingmand, og marketing har fået en anden placering i Carlsberg siden hans tiltrædelse.
Der er tv i begge lanceringer, men ellers er der væsentlige forskelle i tilgangen til at lancere produkterne – hvilket afspejles i dagens modeshow.
Copen*hagen er meget mere et livsstilsprodukt, mens Beo er et produkt, hvor det i udpræget grad handler om at få folk til at prøvesmage det.
Hvert produkt har sit eget web-site, hvor man også kan se aktuelle film. Beo kan ses her og Copen*hagen kan ses her.