Møbelkæde vælger nyt bureau – men bliver i Aarhus

Peter Engholm
25@mail.dk

Et tidligere indgået bureausamarbejde blev aldrig rigtig aktiveret, og der har været lidt tyst omkring Ilva i noget tid. Men nu skal der ske noget og efter en sondering af markedet har kæden valgt jysk – igen.

Når møbel- og boligindretningsmarkedet er dynamisk, og forbrugervanerne er nye, så nøjes det ikke med at kalde på – næh, det kræver ny kommunikationsstrategi fra et af landets store møbelhuse, Ilva.

Kæden har satset på nye kollektioner og inspirerende butiksoplevelser, og det er gået så godt, at Ilva i 2014 vil invitere kunderne ind i et nyt kommunikationskoncept baseret på et øget samspil mellem medieplatforme.

”Vi har i det forgangne år kørt en omfattende og vellykket satsning på at skabe nye vinkler på vores kollektioner og butiksindretning – bl.a. inspireret af retrobølgen og nye nordiske stilarter. Nu pakker vi lanceringen af vores forårskollektion ind i en ny kommunikation, der i højere grad når kunderne på de platforme, hvor de færdes. Og her ved vi, at de digitale medier fylder stadig mere, og at mange i stigende grad søger inspiration til deres boligindretning på nettet”, siger Mie Krog, kædedirektør hos Ilva.

IDdesign er ejeren af både Ilva og IdeMøbler. Her samlede man i begyndelsen af sidste år budgetterne for begge hos ZupaRecommended – to forskellige koncepter hos samme bureau.

Men Bureaubiz erfarer, at tingene har ligget stille gennem længere tid – hvilket bekræftes af Mie Krog:

”Vi har ikke samarbejdet med eksterne bureauer i to år, men den aktuelle kommunikationsopgave krævede åbenlyst bistand og rådgivning fra eksperter. Efter en sondering blandt aktørerne i reklamebranchen valgte vi at indlede et samarbejde med Envision. De var de skarpeste til at afkode tendenserne i vores marked, de ramte os stilmæssigt i deres oplæg – og de udviser en stærk forståelse for den vigtige balance mellem en kommerciel platform og branding.”

Hos Envision glæder adm. direktør, Mona Juul, sig til foråret, hvor Ilvas univers ”springer ud i fuldt flor”.

”Ilva er en dynamisk virksomhed, som i den grad forstår vigtigheden af at tilpasse sig ændringerne i markedet og i kundernes medievaner. Og som samarbejdspartner er det fantastisk at få lov til at spille ind med viden og løsninger, som kan være med til at løfte et så stærkt forretningskoncept ud på nye platforme.”