Mød dem på Reklamelinjen: Per Pedersen, Lars Bastholm, Inger Tanderup, André Tingberg, Rasmus Greve, Stefan Folio og Christine Smith

Peter Engholm,
journalist

Coronaen fik Reklamelinjen til at opruste digitalt. Så uddannelsen kan nu føje et internationalt all-star hold til sine gæstelærere – og andre kan kigge med.

Da coronavirussen lukkede fysiske uddannelser i foråret, måtte Reklamelinjen gå nye veje – og gå all in på det digitale. Det betyder, at uddannelsen nu er en hybrid – med deltagere fordelt på fysisk fremmøde og online fremmøde til den fælles undervisning.

Online-holdet får den filmede og producerede transmission af den fysiske undervisning, men den digitale opgradering har også en faglig dimension: Gæstelærerne, som hidtil udelukkende har været af branchens ‘hjemlige stjerner’ ved fysisk fremmøde, kan nu også bestå af internationale profiler, leveret via Zoom.

”Vi er stærkt taknemmelige over at have fået tilsagn fra godt en håndfuld danske stjerner, der til daglig arbejder på den internationale scene. Det er et hold, du aldrig før har set samlet på den samme opgave. I dette tilfælde at undervise i kreativitet og den handlende idé,” siger Per Holm Henriksen, der sammen med Kaare Grundtvig står bag Reklamelinjen.

De syv internationale danskere er:

  • Per Pedersen – den mest prisvindende kreative dansker nogensinde. Flere end 500 awards, heraf 150 løver og 4 Grand Prix’er i Cannes samt en D&AD Black Pencil.
  • Lars Bastholm – tredobbelt Grand Prix-vinder (Cyber) i Cannes for danske Framfab. Siden bl.a. kreativ direktør for AKQA i Nordamerika, for Ogilvy New York og hos Google.
  • Inger Tanderup – global group creative director hos Ogilvy & Mather og blandt de absolut højest placerede danskere på et internationalt bureau. Vandt 6 løver ved den seneste Cannes.
  • Rasmus Greve – creative solutions leader hos Google, New York. Med afsæt i Google Creative Agency bistår han kreative bureauer med at arbejde data-orienteret.
  • André Tingberg – associate creative director hos Ogilvy New York det seneste halvandet år. Før det var han syv år hos Ogilvy Paris, senest som Associate creative director.
  • Stefan Folio – art director hos Droga5 i New York siden 2018. Før det hos Colenso BBDO, New Zealand. Blandt kunderne: Google, Under Armour og New York Times.
  • Christine Marie Smith – creative/art director hos Virtue Worldwide i London, og før det hos Havas, ligeledes London.

”Vi arbejder på at gøre indlæggene fra de syv bredere tilgængeligt end kun for studerende. Teknikken gør det muligt,” siger Kaare Grundtvig.