Morten Albæk er en international mester

Peter Engholm
25@mail.dk

I Vestas har han titel af global marketingchef, men også af gavn er Morten Albæk globalt favnende – og forstår, ikke kun i Danmark, at gøre opmærksom på sig selv. Det viser en ny Top 100-liste.

I Danmark vakte det stor opmærksomhed blandt bureauer og marketingchefer, da Vestas globale marketingchef, Morten Albæk, for nylig kaldte bureaubranchen for kreativ doven, visionløs og en kreativ boble, der snart brister. Han blev skuffet i sin jagt på et stort globalt bureau, for de evnede ikke at udfordre Vestas.

Mindre – men geografisk bredere – kan også gøre det. For også internationalt har Morten Albæk vakt opmærksomhed – aktuelt i marketing- og branding-magasinet The Internationalist, der netop har offentliggjort sin Top 100 liste over Global Marketing Executives.

Morten Albæk optræder ikke blot som eneste dansker, men også som eneste skandinav på listen, hvor personerne er udvalgt, fordi de er “engagerede internationalister, der forstår værdien og kompleksiteten i at opbygge brands på tværs af grænser. Nogle er inspirerende på deres hjemmemarkeder eller rundt om i verden, andre er ganske enkelt risiko-villige personer, der demonstrerer, hvorfor status-quo bare ikke virker mere. Alle indser, at marketing-disciplinen skrives om på ny hver eneste dag.”

Sådan formulerer amerikanere sig – og grunden til at fremhæve Morten Albæk er ikke mindre svulstig, inkl. en mester-vending. Her er den på Vestas’ koncernsprog:

“Morten Albæk is being recognised for being in front when it comes to consistently moving the global marketing business forward and for being a champion in ensuring brands crossing borders with both relevance and responsibility.”