Man skal have tungen lige i munden, når man skal skrive navnet på det lille motion graphic studio, ccccccc. Der skal være 7 c’er.
Og det ændres der ikke på, selvom de netop har taget deres egen medicin og arbejdet med deres visuelle identitet.
“Siden vi slog dørene op til vores lille motion studio, har vi været travlt optaget af at skabe de rette visuelle fortællinger for vores kunder. Det er vores primære opgave og dét, vi brænder for,” siger kreat. dir. og stifter, Nicolaj Larsson, og fortsætter:
“Men vi har også haft rigtig meget lyst til at vække ccccccc’s eget visuelle udtryk til live – og gøre det på en måde, så vi samtidig får belyst vores brede vifte af kompetencer.”
Resultatet er blevet en makeover med nye fonte og farver, nyt webdesign
og en beskrivende gennemgang af de steps, som firmaet bygger sine kundesamarbejder omkring projekter op af.
“Endelig har vi produceret vores allerførste showreel, som vi er pave-stolte af at præsentere,” siger Nicolaj Larsson.
Herunder ses, hvordan det nye logo er blevet brugt som intro til show-reel’en, der kan ses her.
Ccccccc trådte første gang frem i Bureaubiz’ spalter for et lille år siden i forbindelse med en historie om firmaets arbejde for app’en 7DailyMoves, der er udviklet i Indien på vegne af et selskab i Singapore.
Det førte bl.a. til en gif, der blev set af millioner af mennesker (læs mere her).