Motown-kollaps kan blive katastrofal for reklame-verdenen

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

De tre store amerikanske bilproducenter i Detroit kæmper for livet. Der er al mulig grund for medier og bureauer til at håbe, der findes en løsning.

Vi har lært, at det, der startede som en finanskrise, også er ved at sprede sig til andre sektorer. Eksempelvis skrives og tales der i øjeblikket om den massive krise for de tre store amerikanske bil-producenter, General Motors, Ford og Chrysler, der med base omkring Detroit danner begrebet Motown.

Nu har det amerikanske medie AdAge kigget på deres betydning for reklame-verdenen, og det er tal, der giver et godt grundlag for at heppe på en løsning, der ikke indebærer en konkurs.

De tre firmaer repræsenterer alene 3,3 pct. af det samlede amerikanske reklameforbrug, og her er nogle flere tal for deres indflydelse på medieverdenen (2007-tal):

  • 49 pct. af al bilannoncering (I første otte måneder af 2008 var tallet 45,5).
  • 5,9 pct. af network tv forbruget
  • 9,2 pct. af Fox Tv’s reklamesalg
  • 2,5 pct. af kabel-tv omsætningen
  • 6,8 pct. af sportskanalen ESPN
  • 2,8 pct. af magasin-annonceringen
  • 8 pct. af Sports Illustrated’s omsætning.

Blandt bureauer repræsenterer de tre bilfirmaer 6 pct. af omsætningen hos verdens fire største bureau-grupper – Omnicom Group, WPP Group, Interpublic Group of Companies og Publicis Groupe.

Hvis en eller flere af Detroits bilproducenter år ned eller bliver mindre “skal alle media-selskaber være opmærksomme og det vil også ramme bureauer, der har en betydelig indtægt fra Detroit. Der er tale om betydelige og tunge spillere. vi taler om nogle af de største marketingforbrugere i Amerika”, siger Bob Liodice, der er præsident/CEO for Association of National Advertisers.