Kampagnen fra Movia og Yellow Umwelt hedder ’Tænk grønt. Kør gult’. Baggrunden er, at Movia har fastsat et ambitiøst mål om, at alle busser skal køre fossilfrit i 2030, og at mindst halvdelen af dem skal køre på el.
Formålet er – man er ved at sige, hvad ellers – at få flere til at tage busser, lokalbaner, havnebus og flextrafik i stedet for at køre i bil.
Havnebusserne blev allerede sidste år udskiftet med el, og man vil gerne fortælle, at vi får et bedre klima og mindre trængsel, når flere transporterer sig sammen.
Derfor har udgangspunktet for det kreative univers været at lade busser, havnebusser, lokalbaner, flextrafik og naturen få fuld fokus.
Kampagnen, der kommer til at køre på udvalgte busser, på SoMe og på kampagnesitet, er skudt med drone ”i den frodige sjællandske natur”, hvor man ser Movias forskellige gule transportmidler.
Filmen er produceret af Isaac Production.
Timingen af kampagnen er særligt planlagt ud fra, at de fleste nu skal ud af deres hjem og tilbage til deres arbejdspladser i takt med, at hverdagen normaliseres.
Kampagnen, der kører fra nu og nogle måneder frem, er primært på digitale og sociale medier for at opnå en god eksponering på Sjælland og suppleres med outdoor i form af busfolieringer for at skabe synlighed og blikfang.
Kreativ direktør og partner Jakob Bruun fra Yellow Umwelt siger:
”Vi mindfucker lidt med budskabet ved at lade ordene om at tænke grønt stå på en ren Movia-gul flade, mens Kør gult optræder i de naturelementer, vi alle skal værne om. Det skaber en psykologisk effekt, der gør, at sammenspillet mellem ord og billede kræver lidt ekstra tanke.”
For at få den primære målgruppe på 18-29-årige til at interagere med kampagnen inddrager man gamification, som også linker til kampagnesiden, hvor man kan blive klogere på den grønne omstilling, og hvad Movia sammen med de mange kommuner og regioner på Sjælland og øerne gør for at nå målene for grøn omstilling inden 2030.
YellowUmwelt har været bureau for Movia i omkring to år.