Musikvideoer finansieres af product placement

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: F.eks. har Philips og make-up mærket Face of Stockholm sponseret en musikvideo fra den helt nye pigepop-trio, Stilettos.

Philips og make-up mærket Face of Stockholm har netop sponseret en musikvideo fra den helt nye pigepop-trio, Stilettos.

For to år siden blev loven om product placement liberaliseret, og musikbranchen benytter sig i stigende grad af indtægter fra reklamer.

Discowax, der er landets hurtigst voksende pladeselskab med en vækst på 210 procent de seneste fire år, har flittigt brugt product placement i videoer med blandt andre Kato, Morten Breum og Infernal.

Med et cd-salg , der er mere end halveret på 10 år, har man simpelthen brug for nye indtægtskilder:

“Efterhånden er product placement blevet noget, vi kalkulerer med. Der er ikke så mange penge i branchen som i gamle dag, så vi er nødt til at tjene på andet end salg af musik”, siger Keld Lybecker, direktør og partner i Discowax.

Også Universal Music benytter sig af product placement, men direktør Casper Bengtson vil meget gerne indgå endnu mere strategiske samarbejder, hvor forskellige brands styrker musiknavnet ved også at markedsføre musikken i nye sammenhænge.

Direktør Jan Wagner fra marketingbureauet Monstro, der har etableret partnerskabet mellem Philips/Face of Stockholm og popgruppen Stilettos, ser en stærk stigende interesse fra mærkevareproducenterne.

“Der går halvandet år, fra man aftaler, at en ny bil skal være med i en spillefilm, og til filmen er i biografen. Det er ikke særlig tilfredsstillende i forhold til markedsføring. Når man arbejder med en musikvideio, går der to måneder til den ligger på youtube og har tusindvis af views”.

Ifølge en undersøgelse fra mediebureauet MEC sidste år, er 35 procent af danskerne positive overfor at brands sponsorerer musik (Børsen, p. 42-43)