En planners vigtigste arbejdsredskab er evnen til at mærke efter. Registrere hvad man føler og tænker, mens livet går sin gang, og man bliver udsat for alle tænkelige kommercielle stimuli. Hvis man kan indkapsle sin første reaktion, inden hele det rationelle analyseapparat tager over, er man godt hjulpet på vej mod en bedre forståelse af lignende reaktionsmønstre i andre situationer.
I langt de fleste tilfælde føler man dog absolut intet, man opfatter nemlig overhovedet ikke, at man er blevet udsat for en håbefuld anprisning af en vare. Derfor vil jeg berette om et sjældent kommercielt chok, der ramte mig i bussen fra Athens lufthavn på vej til Piræus og den båd, der skulle bringe en veninde og mig ud i det græske ø-hav.
Vi var lidt øre i hovedet efter at have tumlet rundt i lufthavnen for at finde et styk manglende bagage. Det lykkedes ikke, men vi var alligevel ved godt mod, og jeg klamrede mig fortrøstningsfuldt til en stang i bussen, mens omgivelser af den grimmeste og mest upittoreske slags fløj forbi. Athen er bare ikke nogen smuk by.
Den ene megastore motorvejsbillboard efter den anden forskønnede heller ikke ligefrem indtrykket, hvorfor jeg forsøgte at ignorere dem, men efter nogle stykker gik det op for mig, at der var noget galt. Helt galt. Der stod fanden gale mig Camel på nogle af dem.
“Camel?” Tænkte jeg forundret, kan det være rigtigt, eller har jeg set forkert?
Ved nærmere eftersyn kunne jeg konstatere, at illustrationen forestillede en mængde fodaftryk i en sandstrand, og at disse fodaftryk tilsammen dannede den velkendte kamel, der har prydet pakkerne siden ruder konge var knægt, og vi andre stod og røg bag skuret i skolegården.
Himmel og hav, der var virkelig tale om en cigaretreklame og oven i købet en god en. Jeg rettede mig op og studerede nu omhyggeligt alle de forbifarende billboards. Og hvad så jeg?
Der var cigaretreklamer overalt.
Og hvad følte jeg?
Ja, det nærmeste, jeg kan komme det, er flovhed. Som hvis man af vanvare bliver eksponeret for pornografiske billeder, mens man er i selskab med sin mor. Det var ganske enkelt pinligt. Og det var det, selvom jeg på trods af alle officielle anstrengelser og venner og bekendtes forsagelse af giften fortsat er en glad ryger.
Efter et år med indendørs rygeforbud (sådan da) i Danmark og flere års reklameforbud, må jeg erkende, at forbudet har udviklet sig til et tabu. Og at et sådant er overordentligt magtfuldt.
Hvis jeg var i tvivl, så blev jeg helt sikker, da vi ankom til vores super lækre designerhotel og kunne konstatere, at udsmykningen hele vejen op ad trappen bestod i retro-cigaret-reklamer. “Har du set det?” Spurgte min ikke-rygende veninde chokeret og pegede med opspilede øjne på en plakat. Hun synes også, at det nærmede sig det frivole at se nydende rygere afbilledet offentligt.
Grækerne ryger hæmningsløst alle steder også i lufthavnen, hvor vi på hjemturen kunne konstatere, at samtlige barer og serveringssteder har askebægre stående fremme til fri afbenyttelse på alle borde.
Også det føltes mærkeligt. Og det er faktisk chokerende, at man på så kort tid kan få ændret sit verdensbillede.
Tabuer har altid været brugt til social kontrol. Familier har deres private tabuer: “Det taler vi ikke mere om”. Grupper bindes sammen af fælles tabuer: “Sådan gør vi ikke her”. Diktaturstater og ikke mindst religioner vælter sig i tabuer. Og nu kan vi konstatere, at sundhedsmyndighederne er godt på vej til at få indført et hypermoderne tabu. Og de har gjort det ved at arbejde med både efterspørgsels- (reklameforbud) og tilgængelighedsparametrene (indendørs rygeforbud).
Tænk, hvis man i stedet havde indført et totalforbud? Så var der opstået en undergrundskultur, hvor alle vi rygere ville opsøge vores pushere på skumle gadehjørner. Hvor de unge vil se beundrende op til os modne lovovertrædende rygere og ikke som i dag kigge nedladende og hovedrystende på os.
Nu går det ganske vist langsommere med at få os til at holde op, til gengæld sker det frivilligt, og uden at samfundet skal bekæmpe en ny mafia. Vi sender en tanke til Al Capone og det amerikanske alkoholforbud i trediverne.
Hvornår mon sundhedsmyndighederne overfører deres ryge-erfaringer til den alt omsiggribende fedme-epidemi?
Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun arbejder i dag som selvstændig kommunikationsrådgiver efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners. Før det var hun kommunikationschef i Kuwait Petroleum.
