Nørgård Mikkelsen starter nyt bureau med gamle Bark-medarbejdere

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Fire partnere fra konkursramte Bark Copenhagen genopliver nu Living Brands sammen med Nørgård Mikkelsen i en betydelig rolle.

Et nyt ‘gammelt’ bureau har netop set dagens lys, og for en del af de medarbejdere, som for godt 14 dage siden blev fyret i forbindelse med konkursen i Bark Copenhagen er det en god nyhed.

Der er nemlig tale om en genoplivning af Living Brands, som i sin tid blev solgt til Bark Group, og bag står fire partnere – alle fra Bark Copenhagen.

De fire partnere er Daniel Soren, Camilla Nordqvist, Henrik Sørensen og Peter Brockdorff, og de har allieret sig med Nørgård Mikkelsen, som kommer til at spille en central rolle som ejer af 50 pct. og med den afgørende stemme.

Forventningen er, at bureauet i løbet af kort tid vil have 10 medarbejdere, hvoraf hovedparten vil komme fra det lukkede Bark-bureau. Living Brands skal grundlæggende bygge videre på den oprindelige historie, og for medarbejderne betyder det, at de i dagligdagen skal arbejde efter “business-as-usual” – den store forandring bliver, at de nu ikke vil være en del af et spekulativt amerikansk børsprojekt men af et bundsolidt dansk bureau.

Der er dog en forskel mere: Nørgård Mikkelsen ejede oprindeligt 30 pct. af Living Brands – nu kommer man til at eje 50 pct. og bureauet konsolideres ind Nørgård Mikkelsens regnskab.

“Man kan sige, at vi genstarter det projekt, der stoppede for tre år siden, da Living brands blev solgt til Bark. Men vi justerer det i forhold til de erfaringer, vi havde gjort os,” siger adm. dir. Erik Laumand, Nørgård Mikkelsen, og fortsætter:

“Vi har prøvet forskellige tilgange til en etablering i København, og vores erfaring er, at vi får størst fordel ud af at have et bureau, hvor tilknytningen til os er stærk, men som også er et selvstændigt fungerende bureau.”

Living Brands kommer til at trække på Nørgård Mikkelsens ressourcer hvad angår f.eks. økonomi og produktion, men vil skulle fungere som et selvstændigt brand med sin egen kultur.

“Hvis det skulle have heddet Nørgård Mikkelsen Kbh. så skulle de være flasket op med vores kultur og metoder,” siger Erik Laumand.

Han syntes ikke, det var svært at beslutte sig for at involvere sig i Living Brands.

“Vi tror grundlæggende på, at det er personer, der driver et bureau, og Peter Brockdorf og Daniel Soren har vist, at de kan drive et rentabelt og godt bureau. De har bl.a. haft en række kunder gennem mange år, og det er noget, vi har respekt for,” siger Erik Laumand.

Hvad angår kunder i det nye bureau, kan Peter Brockdorff, der bliver adm. dir., endnu ikke sige så meget. Men han er optimistisk.

“Vi har oplevet en positiv modtagelse – ikke mindst fordi Nørgård Mikkelsen er et rigtig godt navn,” siger Peter Brockdorff og fortsætter:

“Efter en turbulent periode har vi nu fået genstartet vores motivation. Vi kan fremover fokusere alene på at gøre tingene på vores måde, og det føles virkelig godt.”

Konkret er der stiftet et nyt selskab, som er blevet udstyret med en passende egenkapital, og som har købt aktiverne ud af boet i Bark Copenhagen. Parterne ønsker ikke at oplyse prisen.

Erik Laumand bliver bestyrelsesformand for det nye bureau.