L’easy-ejeren og rigmanden, Niels Thorborg, og Nørgård Mikkelsens adm. dir., Erik Laumand, kender hinden rigtig godt. Dels fra en række bestyrelser – herunder fodboldklubben OB – og dels som naboer. Niels Thorborg ejer det hus, som Erik Laumand bor i.
Nu er relationen blevet endnu tættere, idet Niels Thorborg har købt halvdelen af bureauet. Det er en usædvanlig handel i den danske bureaubranche, fordi en stor annoncør nu går ind som medejer af et bureau – i øvrigt et bureau som man har et kundeforhold til i form af D.E.R.
Det vil nok være for meget at karakterisere Nørgård Mikkelsen som L’Easy’s inhouse bureau – dertil er D.E.R for lille en del af både L’Easy og Nørgård Mikkelsen – men når annoncører er involveret ejermæssigt i bureauer, er det for det meste inhouse bureauer, der bliver sat til at kæmpe om andre budgetter.
FDB’s Reklametjenesten – nuværende Republica – er det bedst kendte eksempel. Både Nørgård Mikkelsen og Republica har stor fokus på detailhandel og stor produktion af tilbudsaviser – og altså også nu begge en kunde og stor annoncør i ejerkredsen.
Danfoss er et andet eksempel på en virksomhed, der ejer et reklamebureau, der også konkurrerer på markedet eksternt. I øvrigt arbejder Nørgård Mikkelsen også for Danfoss.
Udfordringen for virksomheder, der ejer deres reklamebureau, er, at de ikke nødvendigvis får det modspil og den skarphed, der er nødvendig for at få det bedste produkt, hvis det er ejerskabet, der styrer placeringen af opgaverne.
Sådan vil det også være for Niels Thorborg, men alt peger på, at Niels Thorborgs involvering i Nørgård Mikkelsen mere er en vennetjeneste end en strategi.
Selvom det var ømtåleligt på grund af de nære relationer mellem Erik Laumand og Niels Thorborg, droppede L’Easy faktisk sidste sommer Nørgaard Mikkelsen til fordel for Halbye Kaag JWT.
I pressemeddelelsen fra i fredags nævnes, at modellen Indebærer “en mulighed for et løbende generationsskifte mellem os interne partnere”. Gennemsnitsalderen blandt Nørgård Mikkelsens otte partnere er høj, så der er ingen tvivl om, at et generationsskifte er aktuelt. Men om modellen indebærer, at det er Niels Thorborgs aktier, der kommer i spil ved optagelsen af nye partnere, er ikke oplyst, og Erik Laumand har ikke svaret på spørgsmålet. Han har heller ikke reageret på spørgsmålet, om han har haft betænkeligheder ved at lade en af bureauets kunder overtage en havlpart.