Når krisekommunikation bliver reklamestrategi

Julie Kolbeck
julie@kforum.dk

Reklamebureau benytter krisekommunikation som en integreret del af deres reklamekampagne ”Lig med mere” for Krimimessen Horsens 2017.

Reklamebureauet Superego har udviklet et større kommunikationsunivers bag kampagnen ‘Lig med mere’ og forvandlet centrale steder i Aarhus og Horsens til gerningssteder, hvor udklædte ‘efterforskere’ undersøger plantede lig, blodige fingre og mordvåben.

Fredag morgen d. 17. marts blev skolebørn og andre forbipasserende i parken Lunden i Horsens mødt af et sådant drabeligt, om end iscenesat, scenarie.

Eventen blev dernæst opsummeret i en lille video og lagt på Facebook, hvilket rystede nogle enkelte kritiske kommentarer af sig.

En regulær shitstorm blev det dog aldrig. Alligevel valgte Horsens’ borgmester, Peter Sørensen, at komme med en officiel undskyldning for kampagnen.

Man bliver imidlertid hurtigt klar over, at borgmesterens ‘undskyldning’ i virkeligheden er en planlagt del af kampagnen.

Superego benytter altså ‘fake’ krisekommunikation som reklamestrategi for at lukrere på den store omtale, som shitstorms i udgangspunktet altid fører med sig.

Spørgsmålet er så, om det vil bære frugt eller om selve eksekveringen er så karikeret og udføres med så store forbehold, at autenciteten går tabt sammen med omtalen.