Naked-partner og kreativ chef, Casper Willer, kan nu også kalde sig adm. dir. Det er dog mere en formalitet end en reel ny rolle.
Strukturen på Nakeds kontor i København har været, at et team bestående af kreativt orienterede Casper Willer og den mere kontakt og forretningsorienterede Ørnulf Johnsen har ledet bureauet.
Men nu har Ørnulf Johnsen forladt bureauet for at blive ny international planning direktør hos norske Kitchen, der indgår i Publicis. I stedet er Casper Willer blevet udstyret med adm. dir. titlen, men samtidig er bureauet på jagt efter en ny partner som erstatning for Ørnulf Johnsen.
“Jeg er og bliver mere kreativt orienteret end administrativ, og vi er på jagt efter en partner, som skal have en lidt anden profil end mig. Vi er langt, men kan endnu ikke sige noget,” siger Casper Willer.
Naked startede oprindeligt sit nordiske indtog i Norge, men der har ingen ansatte været i Norge siden Eddie d’Sa rejste til Indien i Naked-regi. Ørnulf Johnsen har arbejdet ud af København, og det nordiske marked håndteres ud af Danmark og Sverige.
Også i Sverige er man på jagt efter en ny partner, idet to ud af fire ledende partnere har valgt nye udfordringer uden for bureaubranchen.
Også på bestyrelsesniveau er der sket en ændring, idet den hidtidige formand, Steve Gatfield, har forladt bureauet. I stedet er den oprindelige Naked-stifter og “global chairman”, Jon Wilkins trådt ind som formand.