Reinholdt Schultz, administrerende direktør for PR-bureauet Mannov, fyldte 50 år lørdag den 4. maj. Knap halvdelen af årene er brugt hos Mannov, hvor han begyndte på fuld tid tilbage i 1998.
Kundeporteføljen spænder fra fonde og finansielle virksomheder over organisationer og danske producenter inden for fødevarer, sundhed og forbrugsvarer til flere af landets idrætsinstitutioner. Og det er netop kunderne – og det at skabe gode resultater sammen – som har været Reinholdt Schultzs førsteprioritet og drivkraft:
“Jeg har mødt fantastisk mange søde, udfordrende, ambitiøse, morsomme og loyale kunder på min vej. Og Mannov har altid været – og skal fortsat være – kendt som bureauet med de gode lange kunderelationer,” siger Reinholdt Schultz, administrerende direktør i Mannov.
Kort før jul overtog Reinholdt Schultz sammen med sin familie det fulde ejerskab af Mannov, som i den forbindelse flyttede fra kontoret på Nørrebro til nye lokaler i Søborg. I de kommende år vil flere ledende medarbejdere indtræde i ejerkredsen som partnere:
“Efter en længere årrække med en international hovedaktionær er Mannov nu igen en helt uafhængig virksomhed. Det er vi glade for og det betyder, at vi i ledelsesgruppen kan have fuld fokus på vores kunder og den fortsatte udvikling af Mannov som arbejdsplads,” siger Reinholdt Schultz.