Kasper Holst indtræder fra næste år i Tænk Mers bestyrelse, hvor han skal bidrage med viden om digital forretningsudvikling og digitale forbrugsmønstre.
Tænk Mer blev stiftet i 2009 og har til formål at udvikle produkter, der gør det bedre, nemmere og billigere at være forbruger.
Som datterselskab til Forbrugerrådet Tænk, står Tænk Mer bl.a. for udgivelsen af magasinet ’Forbrugerrådet Tænk Penge’, og anden videnproduktion, der tilsammen har det formål at gøre den enkelte dansker i stand til at træffe gode og informerede forbrugervalg, ud fra egne præmisser og kriterier.
Kasper Holst er stifter og partner i webbureauet webdanmark.com, indtræder fra 2014 i Tænk Mers bestyrelse.
Kasper Holst er cand. merc. med speciale i datalogi og har i over 15 år arbejdet med digital forretningsudvikling og skal derfor bidrage med viden om de digitale forbrugere, samtidig med, at han skal styrke arbejdet med at få Tænk Mers videnproduktioner udbredt til en større del af den danske befolkning.
Anja Philip, bestyrelsesformand for Forbrugerrådet Tænk, fortæller om valget af Kasper Holst som bestyrelsesmedlem:
” Vi lægger vægt på at have en bestyrelsessammensætning med den rigtige palette af kompetencer. Her har Kasper Holst med sin baggrund i webløsninger og fokus på innovation vist i praksis, at han har meget at byde på, som vi tror alle forbrugere kan få glæde af i fremtiden.”