Bureaunyt: Fynsk ecommerce-virksomhed starter UX-designbureau i København

Læs også: Digital Advisor solgt til svenske Adtraction, Norstat opkøber i Holland for anden gang i å og konsulenthus køber webbureau.

Digital Advisor solgt til svenske Adtraction
Aarhusianske Digital Advisor, der arbejder med digital marketing og e-commerce for kunder som Shaping New Tommorow, Aarstiderne og Specsavers, er blevet opkøbt af den svenske online marketing-koncerne Adtraction. 

Digital Advisor blev stiftet i 2013 og har i dag 13 medarbejdere. De bliver en del af Adtraction, hvilket ifølge CEO i Digital Advisor, Rune M. Andersen, kommer til at betyde adgang til en ny platform og nye markeder. 

Adtraction købte tidligere i år schweiziske Swiss Company Connects AG. Koncernen har desuden lokale kontorer i 11 europæiske lande – herunder Spanien, UK, Tyskland og Polen.

Norstat opkøber i Holland for anden gang i år
Den danske dataindsamlingsvirksomhed Norstat har købt den hollandske virksomhed CG Research. Ved samme lejlighed etablerer man Norstat Netherlands. Håbet er, at opkøbet kan være med til at gøre Norstat til europæisk markedsleder inden for dataindsamling.

CG Research er det fjerde opkøb, Norstat har foretaget i år, og det andet i Holland. Tidligere har Norstat købt danske DMA Research, Testing Time fra Schweiz og hollandske Respondenten.nl. 

Fynsk ecommerce-virksomhed starter UX-designbureau i København
Ecreo, der er specialiseret i ecommerce og Umbraco-platformen, starter et nyt bureau, der skal arbejde med UX til særligt hardware- og IoT-produkter.

Bureauet får navnet EDL, der dækker over Ecreo Design Lab, og er målrettet robot-branchen og SaaS- og industrivirksomheder. Her mener direktør i Ecreo og partner i EDL, Casper Stendal, at spotte et hul i markedet. 

“Vi opdagede at vi var blevet rigtig gode til UX-design indenfor en række specifikke brancher, hvor efterspørgslen steg og hvor meget få bureauer har fokus eller reel erfaring. Vi blev bevidste om et hul i markedet, men også om at de projekter vi sad med her, var anderledes og mere rendyrkede designprojekter, end de traditionelle Ecreo-projekter som typisk inkluderer en del udvikling, så vi besluttede at skille aktiviteterne ud i et selvstændigt bureau.”

EDL er bygget op som et partnerskab mellem de to Ecreo-partnere Casper Stendal og Anders Wind og tidligere design lead hos Ecreo, nu direktør i EDL, Frederick Andersen.

Bureauet leverer ved opstarten design til bl.a. Blue Ocean Robotics, Smooth Robotics, JØNI og SaaS-virksomheden Accutics.


Frederick Andersen, Casper Stendal og Anders Wind

Konsulenthus køber webbureau
Möbius Consult har købt det Albertslund-baserede webbureau Mediastyle, der i dag har fem medarbejdere ansat. Ejer af Möbius, Kristian Lerche, bliver ny direktør i Mediastyle. Han tager over fra den tidligere stifter og ejer, Niel Rokkjær.