Cadpeople får tidligere TV 2-profil

Jasper Stadum kommer fra en stilling som sportsreporter på TV 2.

Jasper Stadum skal arbejde med digital læring hos kommunikationsbureauet Cadpeople. 

Han skal være med til at sikre at Cadpeople fastholder deres position i det digitale felt. 

Jasper Stadum kommer fra en stilling som sportsreporter på TV 2, hvor han har dækket cykelsporten gennem 12 år. 

”Jasper Stadum kommer ganske vist fra en anden verden, men han har en masse relevant viden og erfaring i forhold til digital læring og formidling, som er nogle af vores væsentlige forretningsområder. Som danske sportsseere allerede ved, er Jasper en bragende dygtig kommunikatør, og det er vi sikre på, at hans resultater vil afspejle,” fortæller Thomas Juel, partner og CSO hos Cadpeople.

Jasper Stadum er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. 

”Jeg har dækket cykelløb over det meste af verden og har derfor rejst 80-100 dage om året. Med mit nye arbejde hos Cadpeople har jeg mulighed for at bruge mere tid sammen med min familie. Det ser jeg meget frem til, ligesom jeg glæder mig til at arbejde med noget helt andet,” udtaler Jasper Stadum og tilføjer med et smil: ”Også selv om Tour de France nu kommer til Danmark,” udtaler han.