Det er en nyoprettet stilling, som Mads Bredal fremover skal varetage sideløbende med sit job som adm. direktør for Carat i Danmark og hans primære indsatsområder bliver innovation og effektivisering.
For nylig startede Carat Danmark relanceringsprocessen i retning af at blive landets mest innovative mediebureau, hvor pay-off’et er ‘Redefining Media, og det kommer fremover også til at gælde for Carat i de øvrige nordiske lande.
“Vi skal leve op til vores nye position “Re-defining Media”. Det betyder, at vi altid vil være garanter for, at vores annoncører får nye, innovative løsninger, som løser deres målsætninger inden for salg, loyalitet, markedsandele og vækst. Vi er fokuseret på effekten for vores kunder, og vi vil være først med nye løsninger og tilgange på alt fra forhandling til mediestrategier” siger den nye nordiske CEO.
Til det andet indsatsområde: effektivisering, siger Mads Bredahl:
“Vi skal blive endnu bedre til at bruge vores tid på lige præcis de ting, som giver værdi for kunderne og standardisere og automatisere flere af de rutineopgaver, vi leverer. Det er det tætteste, vi kommer på en lean-proces i mediebranchen”.
Mads Bredal Hedegaard har været i mediebureaubranchen i 13 år. Først 5 år hos OMD, dernæst et enkelt hos IUM og siden 2007 hos Carat. De sidste fire år som adm. direktør for Carat i Danmark.