Bureaunyt: Dansk filmproduktionshus vinder international award

Logitech vælger nordisk PR- og kommunikationsbureau og Essencius bliver del af globalt PR-netværk.

Dansk filmproduktionshus vinder international award
Det danske filmproduktionshus Plotworks har vundet prisen som ‘Mest innovative produktionshus – nordisk’ i Media Innovator Award. Prisen er ikke baseret på enkeltarbejde, men gennem en undersøgelse af markedet i Norden og gives på baggrund af en række kriterier: Innovation, kundetilknytning, forretningsvækst, hvor lang tid virksomheden har eksisteret, online omdømme, feedback fra kunder og opnåelse af forretningsmæssige mål. 

I en pressemeddelelse siger Tim Resdal CEO og executive producer hos Plotworks:

“Vi er utrolig glade for, at der internationalt bliver lagt mærke til de tiltag og gode film, som vi går herude i Valby og brygger på hele tiden. Vi gør tingene lidt anderledes hos Plotworks, for vi tror på transparens og dialog med vores kunder, og det er med til eksempelvis at forkorte processer og dermed i sidste ende effektivere hele projektet. Samtidig vil vi naturligvis også gerne sende en stor ros videre til vores kunder, som tør at vise respekt for seerens tid, og være mere relevante – og det giver sig så udslag i større effektivitet i kampagnerne.”


Tim Resdal og Mikkel Hoff Andersen, CTO hos Plotworks

Logitech vælger nordisk PR- og kommunikationsbureau
Teknologibrandet Logitech har valgt det nordiske PR- og kommunikationsbureau Related til fremover at håndtere PR for Logitechs B2B produktkategori Video Collaboration i Norden, der bl.a. omfatter løsninger til digitale møder og videosamarbejde – som konferencekameraer, -højtalere og headsets. Det oplyser Related i en pressemeddelelse. 

Samarbejdet er dog ikke helt nyt, for Related har de sidste fire år fungeret som nordisk pressekontakt for brandet Blue Microphones, der producerer studiekvalitets-mikrofoner, og som desuden også er medlem af Logitech-familien. Nu kan Related så også tilføje Logitechs video collaboration-område til porteføljen.

Essencius bliver del af globalt PR-netværk
PR- og kommunikationsbureauet Essencius er blevet medlem af det globale netværk kommunikationsnetværk SERMO, der samler lokalt ejede bureauer fra hele verden.  Det skriver Essencius i en pressemeddelelse.

Partnerskabet skal være med til at give det nordiske bureau globale indsigter og mulighed for at implementere globalt. Essencius er det eneste nordiske bureau i netværket og bliver med sine kontorer i København, Stockholm og Oslo spydspids for kommunikationsindsatser i hele Skandinavien, skriver Essencius i pressemeddelelsen.

SERMO, der blev grundlagt af M&C Saatchi Talk i 2009, er et globalt netværk af uafhængige kommunikationsbureauer og bygger på relation, fælles kommunikationsfilosofi og kundepleje samt venskab frem for ejerskab. SERMO består i øjeblikket af 16 uafhængige kommunikationsbureauer med kontorer i 28 byer i 25 lande, hvilket resulterer i et samlet team på over 500 mennesker, der arbejder med både forbruger- og virksomhedskommunikation.

Det nye partnerskab følger efter et samarbejde mellem M&C Saatchi Talk og Essencius om ‘Let It Out’ -kampagnen for Promote Iceland i juli måned. Kampagnen blev fremhævet i AD Week som 2020s ‘Ultimate Travel Campaign’ og i PR Week’s Campaign Hits.

”Vi er stolte over at være en del af netop dette netværk, der som vi arbejder intensivt med det kreative. Partnerskabet med SERMO gør det muligt for Essencius at trække på et kompetent internationalt netværk og dermed tilbyde vores kunder endnu bedre tjenester. Vi har nu samarbejdet i et par år, senest om ”Let it out-kampagnen” for Promote Iceland, der fik et millionstort PR-reach i Danmark. Vores succesrige samarbejde understreger, at vi har de samme værdier og samme tilgang til PR og kommunikation,” lyder det fra Essencius i pressemeddelelsen.