Duckling gafler Cannes-vinder

Lars Bartkær har vundet en Cannes-løve for Mercedes-Benz og har været med i flere Hollywood-produktioner. Nu skifter han fra Bacon til Duckling.

Lars Bartkær er en ekspert i at styre udviklingen af visuelle effekter og 3D-film. Den ekspertise belønnede Cannes-juryen ham for med en sølv-løve for Mercedes-Benz-filmen ‘Dreams’ i 2009.

Han har desuden udført effekter og detaljer i Mission: Impossible – Ghost Protecol, der havde premiere tidligere i år.

Og før det har han arbejdet på produktioner med Spiderman-instruktøren Sam Raimi og på film med skuespillere som Robert de Niro og Michelle Pfieffer.

Lars Bartkær kommer til Duckling fra en stilling som post producer hos Bacon og før det var han otte år hos Ghost, hvor han bl.a. var med til at sætte nye standarder for det tekniske niveau i visual effects med LEGO’s ambitiøse BIONICLE-univers.

Duckling er specialiseret i alle dele af postproduktion/efterbehandling af levende billeder og har godt 35 medarbejdere. Virksomheden løser opgaver for f.eks. McCann og Hjaltelin Stahl & Co., og annoncørerne er bl.a. Coca-Cola, Skoda, LEGO og Fonecta.