Duckling & Sonne henter kreativ kapacitet i London

Duckling & Sonnes nye colorist kommer fra et af Londons bedste postproduktionsselskaber.

Vi taler her om Jonathan Lieb, der kommer til Danmark for at trylle med farverne hos Duckling & Sonne.

Duckling & Sonne har tidligere hentet udenlandske profiler til Danmark og det er der en årsag til:

“Vi vil være det mest internationale postproduktionshus i Danmark. Med Jonathan ombord har vi gjort et scoop og har fået endnu en medarbejder med internationalt format til vores team” siger Casper C. Rasmussen, chef for customer relations i Duckling & Sonne.

I London var Jonathan Lieb som senior colorist hos Envy med til at vinde prisen som årets bedste postproduktionsselskab i UK i både 2008, 2009 og 2010.

Han var desuden at finde på 2010-listen over de 25 bedste colorister i UK.

“Niveauet i London er højt; rigtigt højt. Det er et ekstremt konkurrencepræget marked, og der er et enormt pres fra kunderne, der forventer noget helt særligt hver gang”, siger Jonathan Lieb.

Jonathans mantra er “keep it simple to make it great”, og da han efter 4 ½ år hos Envy stoppede, efterlod han et mangedoblet colorist-team med store branding-projekter for bl.a. BBC, Channel 4/5 og ITV.

På trods af sin universitetsgrad i Media Arts fra Royal Holloway, University of London, har Jonathan arbejdet sig op gennem filmindustrien på klassisk vis – han startede for mere end 10 år siden som runner hos Blue Post Production, hvor han siden blev colorist.

Duckling & Sonne har nu godt 30 medarbejdere og løser opgaver for bl.a. McCann, Hjaltelin Stahl & Co. og Robert/Boisen & Like-minded.