Et barn af IT-kollapset fylder 10 år

Når Vertica d. 30. september fejrer sit 10 års jubilæum er det med smil på læben. Det århusianske firma kan fejre en stabil vækst i en turbulent tid.

Da fem unge kodenørder i kølvandet på it-kollapset for 10 år siden, besluttede sig for at stifte egen virksomhed, var det langt fra alle der troede på ideen.

Verticas stiftere havde alle været en del af det amerikanske dot-com firma 1eEurope, som var på vej til Nasdaq-børsen, da det som så mange andre it-firmaer gik konkurs.

Og selv om investorer flygtede fra it-virksomheder, og mange rystede på hovedet, var de unge stiftere slet ikke i tvivl om, at de ville starte egen virksomhed:

“Da 1eEurope gik konkurs, var jeg overbevist om, at det simpelthen måtte kunne gøres bedre. Man havde jo samlet en masse vildt dygtige mennesker, som arbejdede med nytænkende webløsninger. Første skridt var dog – modsat dotcom tiden – at vi satte tæring efter næring. Vi lejede 12m2, som vi møblerede med de billigste møbler, hvilket dog også betød, at den første stol brød sammen efter kun 2 uger”, husker Sune Hansen, partner og leverancechef hos Vertica og en af de fem stiftere.

Omkostningsbevidstheden eller den jyske snusfornuft er stadig et kendetegn for Vertica, ligesom et fokus på e-handel, som Vertica fra start af satsede på at blive bedst til.

Det var også her de første kunder kom til. Blandt andre møbelfirmaet Bolia.com, der kun handler over nettet og Polyteknisk Boghandel.

Siden er Dansk Supermarked, Brdr. Dahl, Troldekugler samt onlinesupermarkedet nemlig.com kommet til.

nemlig.com blev i forbindelse med E-handelsprisen 2011 kåret som Danmarks bedste til e-handel.

Vertica har i dag 35 ansatte og ser, trods et usikkert økonomisk marked, lyst på sine muligheder:

“Vi kom ud af den første finanskrise med sorte tal på bundlinjen og blev udnævnt til vækstgazelle af Børsen. Vi har en stærk position i markedet, og vi sætter stadig tæring efter næring, så Vertica er godt rustet til fremtiden”, siger Verticas adm. dir. Jeppe Hansen.

Vertica markerer sit 10 års jubilæum med at invitere kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere til reception fredag d. 30. september 2011 kl. 15-17 i Ny Banegårdsgade 55, 8000 Århus C.

Her kan man høre, hvad der skete for 10 år siden og få Verticas bud på de vigtigste digitale tendenser i 2011 og fremadrettet.