Fotografer ansætter tv-journalist

Skovdal & Skovdal Fotografi, der har til huse både i Aarhus og København, har ansat Jesper Bloksgaard, 38, til at udvikle video/film-afdelingen.

Jesper Bloksgaard er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus. Han har en bred tv-baggrund fra både TV 2 Nyhederne og Danmarks Radio og en række produktions-selskaber.

Derudover har han som fotograf, klipper og tilrettelægger produceret en lang række dokumentarfilm til primært Danmarks Radio.

Skovdal & Skovdal oplever at flere og flere kunder efterspørger levende billeder og film i forbindelse med markedsføring eller kommunikation. Det ønske kan de nu opfylde med ansættelsen af Jesper Bloksgaard.