Som en af de allerførste nyuddannede kvinder i Søværnet lå det ikke lige for, at Gitte Just en dag skulle blive direktør for Danmarks eneste brancheforening for danske designvirksomheder, Danish Design Association (DDA).
Men hendes mange forskellige typer job efter Søværnet har lagt op til det.
For eksempel som tidligere sekretariatsleder og programchef var hun en af hovedkræfterne, der designede og ledede det store internationale topmøde NGO Forum i forbindelse med Social Summit i København i 1995, og samme år var hun udsendt af Udenrigsministeriet i New York og Beijing som programkoordinator for NGO Forum on Women.
Hjemvendt til Danmark blev Gitte Just projektchef i Kulturby 96, og var en stor del af Københavns rivende kulturelle udvikling i perioden.
Hun fortsatte som programchef for Øksnehallen i de efterfølgende fem år og var med til at opbygge Øksnehallens profil som Københavns Udstillingshal for kunst, kultur og erhverv.
Herefter drev hun sit eget firma med fokus på strategi- og konceptudvikling for en lang række store danske virksomheder og organisationer.
Da nogle af landets mest toneangivende designvirksomheder stiftede DDA i 2008, var Gitte Just ikke i tvivl om, at hun ville stå i spidsen for at styrke den danske designbranche.
Hun satte som mål at skabe bedre rammevilkår og øget professionalisering for danske designvirksomheder – og det har hun gjort lige siden som energisk og motiverende direktør for foreningen, der nu tæller mere med end 100 medlemsvirksomheder.
DDA har senest haft succes med at samle interessenterne i den danske designbranche omkring et fælles designpolitisk indspil, som skal give politikerne inspiration til en kommende designpolitik.
DDA har også arbejdet for at forbedre de offentlige udbud på design og fokuseret på udviklingen af et forretningsudviklingsforløb til de mindre designvirksomheder.
Gitte Just er en af Danmarks mest habile netværksmennesker. Hun har altid haft flair for at skabe relationer og forbindelser, og med sin nærmest magnetiske effekt har hun formået at tiltrække opmærksomhed omkring DDA fra en stor del af designbranchen i både ind- og udland og været medvirkende årsag til at åbne op for videndeling og erfaringsudveksling på tværs af foreningens medlemsvirksomheder.
Det har ført til en prestigefyldt plads i bestyrelsen i det nystiftede design- og arkitekturkonsortium og i den verdensomspændende organisation for professionel Kommunikationsdesign, Icograda, som betyder, at hun rejser verden rundt og promoverer den danske designdagsorden.
Gitte Just sidder også i regeringens designfølgegruppe, i INDEX: Advisory Board, i Dansk Erhvervs Rådgivningsudvalg og er medstifter af Kabinettet, et netværk for indflydelsesrige kvinder på tværs af brancher.
Hun bor i Humlebæk med sin mand Peter Lyngby og har hunden Cato, som altid kommer med på den daglige morgenløbetur.