For anden gang i år får Troels Faber og Jacob Wildschiødt med deres firma, NR2154, en pris, der regnes for en af de mest prestigefyldte i Danmark: Grundfos Rejselegat.
Tidligere på året blev de præmieret af Statens Kunstfonds Designudvalg også på grund af deres arbejde med logo og visuel identitet til COP15.
De har også lavet en serie frimærker for Post Danmark i anledning af COP15.
Duoen har gennem en årrække markeret sig med grafiske identiteter, logoer, udstillinger, bøger, film og kampagner, heriblandt visuelt arbejde til Lars von Triers film, redesign af Nordisk Films kendte isbjørne-logo og bogdesign og visuel identitet for udstillingen Ikon om Bang & Olufsen, Fritz Hansen, Georg Jensen, Louis Poulsen og Royal Copenhagen
På det seneste har tegnestuen stået bag udstillinger for Statens Kunstråd, det internationale arkitektur magasin MAP og arbejder pt med at redesigne Visit Carlsberg og Karen Blixen Museet.
Etableringen af tegnestue i New York har endvidere betydet at NR2154 arbejder med New York Times, Reebok og Brooks Brothers og er i gang med en indbudt konkurrence for New Museum.