Harbinger får ny direktør

Tue Aip kommer fra en stilling som chief advisor hos Advice.

Harbinger Public Relations har ansat Tue Aip som ny COO. Han får til opgave at styrke virksomhedens ledelsesgruppe og strategiske profil.

Tue Aip har mere end 15 års erfaring som rådgiver og leder i nogle af de største danske og internationale bureauer. Han kommer senest fra en stilling som chief advisor og teamleder hos Advice.

Han har samtidig erfaring fra Danske Bank, hvor han i rollen som chefrådgiver stod bag opbygningen af bankens digitale position. En af hovedopgaverne var lanceringen af bankens digitale løsninger, herunder betalingsappen MobilePay.

Med sin brede rådgiver- og ledelseserfaring samt grundlæggende forretningsforståelse styrker Tue Aip Harbingers mission om at skabe sammenhæng mellem kommunikation, forretning og samfund.

”Jeg er glad for at være blevet en del af Harbinger. Her er ambitionerne store og energiniveauet højt. Det vidner både kvaliteten af kundeporteføljen, resultaterne, baglandet og medarbejderne om. Det glæder jeg mig til at være en del af, og jeg ser frem til at skabe resultater og løsninger for vores kunder og bidrage til driften og væksten af bureauet,” siger Tue Aip.

Ledergruppen hos Harbinger består foruden Malene Jauer og Tue Aip af Rasmus G. Kristensen. I bestyrelsen for virksomheden sidder Malene Jauer, Søren Kofoed, Jens F. Kofoed og Ole Daugbjerg.