Hededanmark ansætter kommunikationsdirektør

Anders Lehmann får ansvaret for ny kommunikations- og marketingafdeling.

Hededanmark, der er Danmarks største service- og handelsvirksomhed inden for det grønne område, samler sine kommunikationsaktiviteter i en fælles og nyetableret kommunikations- og marketingafdeling.

 

Den ansvarlige for den nye afdeling bliver Anders Lehmann, der  ansættes som ny kommunikationsdirektør og samtidig får plads i Hededanmarks ledelsesgruppe med refererence til adm.dir. Carsten With Thygesen.

 

I det nye job får Anders Lehmann det overordnede ansvar for selskabets interne og eksterne kommunikation inkl. marketing, branding, medierelationer, intranet, web, medarbejderkommunikation, public affairs m.v.

 

Anders Lehmann kommer fra en stilling som partner i kommunikations- og rådgivningsvirksomheden Bottomline Communications, der blev opløst i foråret.

Her fungerede han i en fireårig periode som kommunikationsrådgiver for nogle af Danmarks største virksomheder.

 

Anders Lehmann er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har beskæftiget sig med kommunikation i de sidste 20 år.