Infopaq styrker ledelsen

En international marketingdirektør og to adm. direktører er kommet til efter en integration af Cision i Sverige og Norge.

Infopaq International har gennemført en succesfuld integration af Cision i Sverige og Norge efter opkøbet af selskaberne i foråret. Infopaq gennemfører nu en række ændringer i ledelsen for at få øget fokus på især kundevendt forretningsudvikling.

Sebastian Nielsen (30) er udnævnt til Chief Marketing Officer i Infopaq International med ansvar for produkt- og forretningsudvikling, marketing og kommunikation. Sebastian vil får ansvaret for at udvikle Infopaq til det førende brand indenfor kommunikation og media research. Sebastian Nielsen kommer fra en stilling som adm. direktør for Infopaq Danmark. Sebastian er uddannet cand.merc. fra CBS.

Jens Peter Hansen (49) er udnævnt til adm. direktør for Infopaq Danmark og vil få ansvaret for fortsat udvikling af det danske datterselskab. Jens Peter kommer fra en stilling som salgsdirektør i Infopaq Danmark og har tidligere været salgsdirektør og COO i Cision Danmark. Jens Peter er uddannet cand.merc. fra CBS.

Endelig er Bo Strömqvist (45) udnævnt til adm. direktør for Infopaq Global Sales, der er en ny organisation som skal fokusere på de 500 største virksomheder i verden (Fortune 500). Bo kommer fra en stilling som Senior Vice President i Infopaq og har tidligere varetaget en tilsvarende stilling i Cision.