Klausen + Partners ansætter tre medarbejdere

Klausen + Partners ansætter ny strategisk planner, engelsksproget copywriter og account director.

Janne Aunvig ansættes som account director. Hun er cand.merc. i Marketing Communications Management og kommer fra en rolle som account director hos Mindjumpers. Janne Aunvig har tidligere været marketingkonsulent i DONG Energy (Ørsted).
Hun får nu ansvaret for håndteringen af en række af bureauets store kunder. Stillingen er nyoprettet som et led i bureauets vækst.
Chris Lee Ramsden er ansat i en nyoprettet stilling som engelsksproget copywriter. Chris Lee Ramsden, der oprindeligt kommer fra Wolverhampton, har mere end tyve års erfaring med marketing, filmmanuskripter og andre skrivediscipliner fra både ind- og udland. Senest har han arbejdet hos Adtomic og skal, som led i væksten hos Klausen + Partners, bl.a. hjælpe til med udrulningen af internationale kampagner og strategiske projekter for en række af bureauets større B2B-kunder.
Cecilie Morville er ansat i en nyoprettet stilling som strategisk planner. Hun er uddannet antropolog med speciale i innovations- og forretningsantropologi og kommer fra en stilling i Undervisningsministeriets Presse- og Kommunikationssekretariat. Cecilie Morville skal researche og omsætte det til kommunikationsstrategi for en række af bureauets store kunder.