Kommunikationsbureau henter pressechef for cykelhold

Mark Ellegaard kommer fra en stilling som pressechef for det belgiske mandskab Deceuninck Quick-Step.

Mark Ellegaard er ny konsulent hos Holms Kommunikation, hvor han skal styrke bureauets digitale og kreative team.

Han har hidtil været pressechef for det internationale cykelhold Deceuninck Quick-Step, hvor han havde ansvaret for at udvikle og eksekvere indhold til digitale og sociale kanaler samt rådgivet den tidligere verdensmester Philippe Gilbert om brug af sociale medier. Desuden har han håndteret presserelationer on-site ved de største cykelløb i verden, herunder Giro d’Italia og Tour de France.

“Vi er super glade for at få en dygtig profil som Mark Ellegaard med på vores hold,” siger Mathias Holm Pedersen, managing partner i Holm Kommunikation.

Mark Ellegaard er dog ikke et helt nyt ansigt hos Holm Kommunikation. Bureauet havde ham nemlig på lønningslisten for nogle år tilbage, da han studerede Digital Design og Kommunikation på IT-Universitetet i København.

“Jeg er ovenud glad for at være tilbage hos Holm Kommunikation, hvor jeg allerede har kastet mig over en masse spændende opgaver for kunderne. Jeg håber selvfølgelig, at mine internationale erfaringer fra en organisation, hvor mediepresset er ekstremt og vinderkulturen enorm, kan bidrage både til at løse opgaverne, men også til at sætte yderligere fart på den digitale forandring, bureauet er godt i gang med at gennemgå,” siger Mark Ellegaard.