Charlotte Holmgaard ansættes 1. marts som projektkoordinator.
Hun kommer fra en stilling som tekstforfatter og koordinator hos Radio ABC-gruppen. Her har hun de seneste 10 år idéudviklet og skabt tusindvis af radioreklamer for annoncører.
Hos Lydstudiet Aros skal Charlotte primært fungere som tovholder med helikopteroverblikket over husets igangværende og nye projekter – samt forestå idéudvikling på flere af husets opgaver.
Hun vil også indgå som dialog- og relationsskabende bindeled mellem kunder og Lydstudiet Aros.
Rikke Justesen er startet som tekstforfatter og har siden tidernes morgen været aktiv inden for tv- og radioverdenen.
Hun har haft værtsrollen på det hedengange Uptown og Radio 2 og har speaket i to årtier, senest som fladespeaker hos EuroSport.
Hun har også rig erfaring med udvikling af annoncemateriale til både avis og radio. Rikkes rolle hos Lydstudiet Aros bliver at udvikle radiospots sammen med annoncører.
Lydstudiet Aros er en del af Pink Park – et lille dynamisk og innovativt mediehus med primært fokus på radioverdenen. Målet er at være radioernes og annoncørenes foretrukne valg, når der skal leveres nytænkende og lytteværdige radiospots, speaks og stationsprofilering.