Morsing har ansat seniorrådgiver

Allan Priess Poulsen kommer senest fra en stilling som PR-konsulent hos Ehrenberg Sørensen Kommunikation.

Allan Priess Poulsen er nyansat seniorrådgiver i kommunikationsbureauet Morsing.

”Ansættelsen af Allan er et led i en strategi om at styrke det øverste lag i Morsing, og det glæder mig, at vi er i stand til at tiltrække kapacitet af denne kaliber,” siger Finn Morsing, administrerende direktør, Morsing.

Allan Priess Poulsen har 13 års medie- og bureauerfaring. Han har bl.a. været journalist og jourhavende hos Jyllands-Posten, hvor han fra 2006 til 2009 var at finde på såvel erhvervsredaktionen som netavisen og sportsredaktionen. Efterfølgende var han i fire år ansat som journalist og medierådgiver i kommunikationsbureaet JJ Kommunikation med så forskellige stofområder som teknik, veterinærvidenskab, boligmarked og uddannelse.

Siden 2014 har Allan Priess Poulsen været ansat hos Ehrenberg Sørensen Kommunikation, hvor han primært har rådgivet kunder inden for turisme- og transportsektoren og blandt andet har haft ansvaret for medieeksponeringen af flere af bureauets største kunder. Ligeledes var han ansvarlig for virksomhedens kommunikationskurser og medietræning, og den erfaring skal bruges til at styrke Morsings kursusportefølje.

Allan Priess Poulsen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.