Ny chief experience officer til Adform

Jørgen Christensen kommer fra en ledende stilling i det hollandske firma CustomerGauge, der arbejder med kundedata.

Den danske adtech-virksomhed Adform, der laver software til onlineannoncering, opruster på ledelsesgangen, hvor man har ansat 52-årige Jørgen Christensen i en nyoprettet stilling som Chief Experience Officer (CXO). Hans hovedfokus bliver at gøre virksomheden endnu mere kundecentrisk.

Med over 20 års erfaring fra IT-branchen, er det en erfaren herre, som fremover skal varetage den nyoprettede titel som CXO i Adform. Han har tidligere arbejdet i en ledende stilling i det hollandske firma CustomerGauge, der arbejder med kundedata. Tidligere har han gennem 15 år været en del af den danske IT-virksomhed SimCorp.

Ansættelsen af Jørgen Christensen vækker glæde hos Adforms adm. direktør, Gustav Mellentin:

”Jeg meget tilfreds med vores signing af Jørgen Christensen. Tilgangen illustrerer meget godt det høje ambitionsniveau, vi har hos Adform. Jørgen kommer med en masse erfaring, idéer og ledelsesmæssig bagage, som jeg er sikker på, at både ledelsen, medarbejderne og vores kunder kommer til at nyde stor glæde af fremover.”