Morten Karas kommer fra en ledende stilling i Fujitsus nordiske organisation, hvor han senest har været konstitueret direktør for produktdivisionen i Norge. Med sig over i 7N har Morten Karas 13 år erfaring fra it-branchen.
7N’s CEO Lars Wørzner, der har hentet Morten Karas hos Fujitsu, glæder sig over ansættelsen af sin nye direktør, der vil indgå i virksomhedens managementteam. Første opgave bliver at etablere en ny fokuseret rekrutteringsafdeling, der skal tiltrække nye stærke konsulent-kompetencer til 7N.
“Skal 7N indfri sit store vækstpotentiale kræver det først og fremmest, at vi bliver endnu flere top-konsulenter, derfor er rekruttering et område, der kræver en fokuseret indsats. Jeg kender Morten fra Fujitsu, og vi har altid haft en fantastisk sparring. Morten har en meget lang og dybtgående it-erfaring. Han kender markedet og kunderne – både de danske og de internationale, og han er ganske enkelt den rette mand til at drive ansvaret for markedsføring og forretningsudvikling, som både gælder udvikling af markeder, produkter og løsninger,” siger CEO Lars Wørzner, 7N.
Som direktør for markedsføring og forretningsudvikling er ansættelsen af Morten Karas en vigtig del af strategien om at skabe markant vækst i 7N. For at nå omsætningen på en milliard kroner skal der satses på nye forretningsområder og skabes nye markedsføringstiltag.
Morten Karas har en HD i afsætningsøkonomi fra Copenhagen Business School.
Om 7N A/S
7N A/S er et dansk, privatejet konsulenthus. Virksomheden har 500 it-konsulenter. 7N har udviklingsafdelinger i Polen og Indien. 7N har egne selskaber i Danmark, Sverige, Norge, Holland, Polen, UK, Indien og Kina, og selskabet satser på at kunne rulle forretningskonceptet ud i flere lande i de kommende år.