Ny nordisk rolle i Publicis Media

Stine Halberg har de seneste fire år stået i spidsen for de tre mediebureauer i Publicis Media Danmark; Starcom, Zenith og Performics.

Stine Halberg rykker nu til en nyoprettet stilling som ’chief international media clients publicis groupe nordic’ hos Publicis Media.

Hun har de seneste fire år været CEO for Publicis Media Danmark, dvs. de tre bureauer Starcom, Zenith og Performics. Tidligere har hun bl.a. været Nordisk MD for Zenith og Client Service Director i Carat. Hun sidder derudover i bestyrelsen for Kreativitet og Kommunikation, er en del af netværket VL42 og sad i år i Cannes Lions medie-juryen. Stine Halberg har over 20 års brancheerfaring.

Den nye nordiske rolle er oprettet for at sikre et fast kontaktpunkt for bureauernes internationale kunder, med fokus på at skabe en stærkere regional kundeledelse og højere ROI på kundernes investeringer.

Leif Fredsted, Bestyrelsesformand (Chair) i Publicis Groupe Nordic uddyber: ”Stines erfaring som CEO og rådgiver for internationale kunder gør hende til regionens bedste til at forenkle og styre den komplekse kompetence- og personkabale, som internationale kunder må betjenes med, når de skal have maksimal værdi af deres medie-investeringer i de nordiske markeder. Derfor er det fantastisk for os, at hun nu kan dedikere al sin tid til dette ledelsesarbejde. Det bliver en stor gevinst for kunderne, og for det nordiske samarbejde i Publicis Media og på tværs af gruppen”.