Ny projektleder og halvrund partner i webbureau

Adapt henter projektleder fra Contentcube – samtidig fylder medstifteren 40.

Webbureauet Adapt har ansat Andreas Bernt Hansen (billedet) som projektleder. Andreas kommer fra Contentcube, hvor han både har beskæftiget sig med projektledelse, rådgivning og sparring på større webløsninger.

Andreas bliver ansvarlig for at gennemføre større projekter i Adapt og skal sikre, at kunderne får opfyldt deres ønsker og behov. Andreas er uddannet multimediedesigner, og har en baggrund som både udvikler, webdesigner og selvstændig.

Mandag den 8. februar fylder Tommy Davis 40 år. Tommy Davis har siden 1998 været partner og medstifter af webbureauet Adapt, som i dag har 25 medarbejdere. Adapt har til huse på Christianshavn, mens Tommy selv bor med sin kone og tre børn i Lejre.

Tommy arbejder med at forretningsudvikle kundernes interne processer og systemarkitekturer. Han er desuden med til at nedbryde og definere alle større opgaver, og hans styrke ligger i at gennemskue meget komplekse problemstillinger og designe en ordentlig datastruktur for kunderne.

Tommy har arbejdet med webløsninger siden 1994 i en lang række virksomheder, både herhjemme og i udlandet, og har været med til at etablere TeleDanmark Internet (nu TDC Totalløsninger).

Tommy er oprindeligt uddannet HA(dat.) fra Copenhagen Business School og har læst datalogi og fysik på Københavns universitet.