Ny seniorkommunikationsrådgiver til Grønbech

Mikael Winkler har en baggrund som såvel journalist, redaktør og mangeårig pressechef.

Mikael Winkler er netop tiltrådt som seniorkommunikationsrådgiver hos kommunikationsbureauet Grønbech PR og Kommunikation, der hører hjemme i Dragør.

Det er en erfaren kommunikationsprofil, der netop er tiltrådt i det Dragør-baserede kommunikationsbureau Grønbech PR og Kommunikation. 

Mikael Winkler er uddannet journalist og har arbejdet i både dagblads-, ugeblads- og magasinbranchen. Han har desuden et solidt erfaringsgrundlag med mere end 16 års presse- og kommunikationsarbejde i bankernes interesseorganisation Finansrådet (nu Finans Danmark), herunder gennem hele finanskrisen, og han har et veludviklet netværk i erhvervspressen.

De senere år har han som selvstændig tilbudt kommunikations- og presserådgivning til virksomheder ligesom han har været medstifter af og redaktør på nichemediet Complidia, der leverer nyheder om bl.a. finansiel regulering og GDPR.