Par No. 1 har ansat tre redaktører

Samt en produktionsleder. Alle fire har en fortid hos Tjeck Magazine.

Kommunikationshuset Par No 1 i Aalborg har styrket sine specialkompetencer yderligere gennem ansættelse af fire nye medarbejdere:

Mette Brandt-Petersen, der er cand.mag. i dansk og kommunikation, er ansat som redaktør. Hun har senest været ansat i client publishing-afdelingen hos TJECK Publishing og derefter Uberkant – og vil hos Par No 1 primært beskæftige sig med Jyske Banks ungdomsblad, FOAs ungdomsblad og LO Ungdoms erhvervsvejledningsmagasin.

Mette Geldersholt Nørkjær, der er cand.mag. i engelsk og film- og tv-kundskab, er ansat som redaktør med primært fokus på ungdomskommunikation. Hun har tidligere været ansat som redaktionssekretær på TJECK Magazine og blev i 2007 en del af client publishing-afdelingen med ansvar for magasiner for blandt andet Jyske Bank og Coop.

Thomas Møller, der er uddannet bibliotekar og exam.art. i historie, er ansat som redaktør. Han har i mere end 10 år været ansvarshavende redaktør på TJECK Magazine og har hos Par No 1 som primære opgaver LO’s seniormagasin LIV & LIDT MERE, de selvstændige biografers film- og premieremagasin CINEMA og udvikling af nye client publishing-opgaver.

Bjarne Olesen, der er cand. oecon. fra Aalborg Universitet, er ansat som produktionsleder. Han har senest været filialbestyrer hos TJECK Magazine og derefter produktions- og projektleder hos Lynx, TJECK Publishing og Uberkant.