Anders Aaen Larsen, 31, er uddannet journalist fra Danmarks Journalist Højskole og kommer fra et job som journalist hos TV2/Nord.
Spar Nord Fonden støtter hvert år op imod 800 forskellige projekter, og som Spar Nord Fondens nye kommunikationsmedarbejder bliver det Anders Aaen Larsens vigtigste opgave at sikre fondens arbejde størst mulig bevågenhed.
“Med årlige uddelinger for mellem 15-20 millioner kroner er Spar Nord Fonden ikke bare en pengetank, men også en historietank. Fondens støtte skaber glæde og fremskridt overalt i landet og er en vigtig katalysator, når nye initiativer skal realiseres. Derfor er der også et stort potentiale for at udbrede kendskabet til fondens arbejde – blandt andet ved hjælp af pressen”, siger Anders Aaen Larsen.