Stibo Zone ansætter direktør ”for det hele”

Stibo Graphic har fra 1. april 2011 ansat René B. Frederiksen som afdelingsdirektør for virksomhedens samlede aktiviteter i forretningsenheden Stibo Zone.

René B. Frederiksen kommer fra en stilling som direktør for den københavnske afdeling af reklamebureauet Par No. 1 og har tidligere blandt andet. været chef for Datagrafs afdeling i København.

Stibo Zone er en del af Stibo Graphic og fokuserer på blade og magasiner. Virksomheden tilbyder de kreative elementer af blad- og medieproduktion, on- og offline løsninger, samt annoncesalg.

Stibo Zone beskæftiger cirka 20 professionelle og engagerede medarbejdere på kontorer i hhv. København og Horsens.

Med ansættelsen ønsker Stibo at intensivere markedsbearbejdningen af markedet for tidsskrifter, magasiner og client publishing (online og på print) med løsninger inden for web, iPad-løsninger, bladudvikling, design, magasinproduktion og ikke mindst annoncesalg.