Retail-serviceudbyderen Gorm Larsen Nordic har netop ansat Niels Møller Nielsen, 42, og det er især Niels Møller Nielsens erfaring på det globale marked, der har været udslagsgivende.
Niels Møller Nielsen, der bliver ansvarlig for salg, har arbejdet 8 år hos Nokia, hvor han blandt andet havde ansvaret for det russiske marked.
Han formåede at gøre det russiske marked til det tredjestørste marked hos Nokia. Samtidig har han også erfaring fra det ukrainske marked.
Gorm Larsen Nordic, der blev gazellevirksomhed i 2009, vil fortsat gerne vokse globalt og det skal Niels Møller Nielsen hjælpe til med sin erfaring fra blandt de østeuropæiske markeder.
Og der er stor forskel på ledelse på det danske og de østeuropæiske markeder, siger Niels Møller Nielsen:
”I Danmark er det helt naturligt, at der er kort vej mellem chefen og medarbejderne, men det er det ikke i eksempelvis Østeuropa. Hvis du skal have succes med den skandinaviske ledelsesstil i disse lande, skal du vide noget om, hvordan du griber det an, og hvordan du coacher dine medarbejdere.”
Niels Møller Nielsen ser et enormt potentiale i Gorm Larsen Nordic:
”Gorm Larsen Nordic har en særlig evne til både at få salg til at fungere ude i butikkerne og opfylde ønskerne fra kædekontorerne. Mange virksomheder mangler effektivitet i salgsleddet, og her har Gorm Larsen Nordic nogle rigtigt gode bud på, hvordan man får mere ud af ressourcerne. De optimerer hele uddannelsessystemet i butikkerne og har meget stort fokus på at måle, hvad hver enkelt butik får ud af kampagnerne fra kædekontoret.
Den resultatorienterede tilgang passer rigtig godt til min måde at arbejde på, og samtidig ligger Gorm Larsen Nordics kompetencer på et meget højt niveau, sammenlignet med konkurrerende virksomheder – ikke bare i Norden men også i det øvrige Europa og eksempelvis i Kina. Når vi slår vores kompetencer og viden sammen, er jeg derfor sikker på, vi kan nå rigtig, rigtig langt på det globale marked.”