Det meste af Søren Kasters professionelle liv har haft fokus på skarp formidling og effektiv kommunikation.
Søren Kaster blev folkeeje i 1990’erne som vært på først TV-Avisen og sidenhen Go’ Morgen Danmark, inden han skiftede det journalistiske format ud med underholdningsprogrammet Jeopardy.
Ved årtusindskiftet forlod han skærmen og etablerede sit eget kommunikationsbureau, Kasters A/S.
Fra at have grillet erhvervsledere i den bedste sendetid, handlede det nu om at sikre direktørernes omdømme i mødet med pressen.
Bureauet er vokset gennem de seneste år, og med forårets tre nyansættelser er den tidligere tv-vært i dag direktør for en virksomhed med 10 ansatte.
En af de travleste perioder på året for bureauet er midt i juni, når Allinge lægger jord til Folkemødet, hvor Kasters driver debatscenerne MeningsMinisteriet og Kasters i Nørregade.
Søren Kasters erfaring med rådgivning i ledelses- og krisekommunikation for nogle af landets største virksomheder og organisationer var forrige år med til at gøre ham til formand for PR-bureauernes brancheforening.
Søren Kaster er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 1980 og gæsteforelæser stadig på DMJX.
Fødselsdagen markeres ved en reception hos Kasters A/S den 20. april 2015 kl. 15.