To bureaufolk til ny kreativ afdeling i HR-skyen

Steffen M. Kjærulff og Björgvin Gudjonsson, begge fra HR-Skyen, skal stå i spidsen for den nye kreative afdeling HR-ON.

Steffen M. Kjærulff skal være marketing manager i HR-ON, der er den nye kreative afdeling af HR-Skyen.

Han kommer fra samme stilling hos HR-Skyen, hvor han fortsat vil være – og han har tidligere blandt andet været hos Nørgård Mikkelsen.

Steffen M. Kjærulff er uddannet i Multimediedesign, Kommunikations- og mediestudier fra Erhvervsakademiet Lillebælt.

Björgvin Gudjonsson ansættes som brand manager hos HR-ON, som han også var (og fortsat er) hos HR-Skyen.

Han har tidligere været hos bl.a. Rechnitzer, Fingerspitz*, Kid:vertising og Andersen & Blæsbjerg.

Björgvin Gudjonsson har en bachelor i Grafisk Design.

Steffen M. Kjærulff og Björgvin Gudjonsson skal hjælpe HR-Skyens kunder med at føre rekrutteringen et skridt videre, så der både er styr på processen fra stillingsopslag til ansættelse, men også at virksomhedens kommunikation rammer rigtigt hos kommende medarbejdere.

Åbningen af den nye afdeling  markerer et skifte for HR-Skyen, som går fra at være en it-iværksættervirksomhed til at blive en del af den kreative branche.