Da InterMail i sidste uge offentliggjorde årsregnskab kom det samtidig frem, at selskabet havde formået at tiltrække et erfarent hold fra Action Europe. InterMail kan dermed nu mønstre tre nye brancheprofiler på holdkortet: Thomas Wagner, Jesper Lykking, Torben Kappel.
Thomas Wagner kommer fra en stilling som CEO for Action Europe, som han har været en del af de sidste 19 år. Hos InterMail bliver Thomas Wagners titel strategic business director. Her skal han binde Action Europe og InterMails produkter og kompetencer sammen i et nyt kraftfuld tilbud til markedet.
Jesper Lykking, technical business director, skal hjælpe med at knytte kundebehov, strategier og teknologi sammen til et profitabelt resultat for alle. Han kommer fra en tilsvarende stilling ved Action Europe, og inden da var han teknisk ansvarlig for Sony Mobiles globale CRM igennem ti år.
Torben Kappel får titlen creative director hos InterMail og skal stå i spidsen for brand- og konceptudvikling. Han skal sikre et højt internationalt niveau, der udvikler eksisterende kunder og trækker nye kunder til selskabet. Torben Kappel, der kommer fra en lignende stilling hos Action Europe, er uddannet art director og har 26 års bureauerfaring.