Når sommeren går på hæld, tiltræder Tina Baungaard-Jensen som ny seniorrådgiver hos EHRENBERG Kommunikation.
Udover praktisk erfaring og et særdeles stærkt netværk er en tilsyneladende endeløs indsigt i hver afkrog af det danske turismelandskab, et af de stærke kort, som Tina har med på hånden.
Tina Baungaard-Jensen er nærmest vokset op inden for turismebranchen. Hun kommer direkte fra en stilling som international pressechef i Danmarks nationale turismeorganisation, VisitDenmark, hvor hun har arbejdet med presse, kommunikation og branding i mere end seks år.
Barneskoene blev trådt som trainee i LEGOLAND efter tre år i udlandet som rejseleder for Tjæreborg, og efter endt uddannelse gik rejsen videre til Dyrehavsbakken.
På Dyrehavsbakken arbejdede hun med intern og ekstern kommunikation som pressechef i knap ti år, inden turene i rutsjebanen måtte vige pladsen for ambitionen om at tiltrække udenlandske turister til Danmark.
Tina er uddannet akademiøkonom i turisme og har dertil en bachelor i strategisk kommunikation og informationsjournalistik.